Når vi tager ud og spise, er det ikke kun øjnene, der spiller en vigtig rolle. Faktisk er næsen mindst ligeså vigtig for vores oplevelse
Dufte på caféer og restauranter kan påvirke vores adfærd og skræmme os helt væk, hvis det er helt grelt. Det er helt naturligt, mener Henrik Madsen Dreijer, der er ekspert i dufte og sanser og Partner i Intelligence Shopping, for dufte betyder langt mere, end mange går og tror. Det gælder ikke kun når vi skal ud og spise, men også når vi handler ind – og det kan virke både negativt og positivt.
– Vores duftkanal er direkte koblet til vores limbiske system i hjernen, og dufte kan derfor vække nogle bestemte erindringer og følelser. Forsøg har vist, at en bestemt duft i en butik, kan få os til at købe mere, fx har man i en babytøjsbutik i USA testet brugen af duften af vanilje og honning, hvilket resulterede i, at salget steg med 25 %, siger Henrik Madsen Drejer.
Hav fokus på god hygiejne
Selvom det primært er underbevidstheden, der bliver påvirket, er dufte og lugte også noget, vi lægger mærke til. Ifølge en ny undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har foretaget for hygiejnevirksomheden Initial, lægger 89% af danskerne mærke til, hvis der lugter dårligt i en butik, på et spisested eller på vores arbejdsplads.
– Mange forbinder en dårlig lugt med, at der er beskidt eller ulækkert. En dårlig lugt kan skyldes mange ting, og det behøver ikke nødvendigvis at være på grund af dårlig hygiejne. Derfor er det et vigtigt område at have fokus på, hvis man gerne vil give sine kunder en god oplevelse, siger Dorte Steinlein, der er ekspert i hygiejne og salgschef hos hygiejnevirksomheden Initial.
Vælger restauranter fra
Hvis der ikke lugter godt på toilettet et sted, påvirker det hele vores oplevelse af stedet. Ifølge YouGov-undersøgelsen er tre ud af fire danskere mindre tilbøjelige til at spise på en restaurant eller café eller handle i en butik, hvis der lugter dårligt på toilettet.
– Den oplevelse, man har på toilettet, smitter af på hele ens oplevelse af et sted. Det gælder begge veje. Er toilettet rent og pænt, og dufter der fint, vil det påvirke ens oplevelse af en butik eller restaurant positivt, mens en dårlig oplevelse ved toiletbesøget selvfølgelig har den omvendte effekt. Derfor er det altafgørende, hvordan der lugter på et toilet, hvis man vil give sine kunder en god oplevelse og efterlade dem med et positivt indtryk, forklarer Henrik Madsen Dreijer.
Duften må ikke være anmassende
Det kan være svært at finde en universel duft, der påvirker alle på samme måde. Ifølge Henrik Madsen Dreijer er der store kulturelle forskelle, når det kommer til, hvordan dufte påvirker os.
– Generelt er der kulturelle forskelle både i vores fysiologiske system og i vores referenceramme. Danskere er meget sofistikerede, når det kommer til dufte. De må ikke være for kraftige, og det kan også hurtigt have en negativ effekt på vores købsadfærd, hvis vi føler os manipuleret med via vores lugtesans, fortæller Henrik Madsen.
Hos Initial, der blandt andet producerer duftsystemer til toiletter, er man fuldt opmærksom på, at dufte ikke må være for kraftige, hvis danskerne skal tage positivt imod dem.
– Når vi arbejder med udvikling af produkter, der skal modvirke dårlig lugt på for eksempel toiletter, er vi opmærksomme på, at dufte skal være diskrete. Formålet med et duftprodukt er primært at modvirke den dårlige lugt og samtidig skabe en behagelig atmosfære, så man føler sig velkommen, siger Dorte Steinlein.
Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 506 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år, i perioden 28. februar – 01. marts 2018.