En ny kortlægning af virksomhedernes energiforbrug og energisparepotentiale viser, at der specielt i fødevareindustrien er stort potentiale for besparelser i energiforbruget. Derudover er tilbagebetalingstiden pr. energiforslag også lavt i fødevareindustrien, så meget tyder på, at investeringer i energibesparelser kan være en god idé. Det skriver DI Fødevarer.
Hvert fjerde år skal alle store virksomheder kortlægge deres energiforbrug og potentialer for at spare energi i et såkaldt energisyn. På baggrund af pres, fra blandt andet Dansk Industri, har Energistyrelsen fået foretaget en analyse og kortlægning af erfaringerne og potentialerne for energibesparelser. Analysen viser blandt andet, at de største besparelsespotentialer kan findes i detailbranchen og fødevareindustrien.
Hvad er potentialet for besparelser?
Samlet set er der et potentiale for at spare energi, der svarer til 15,8 pct. af virksomhedernes samlede energiforbrug. For fødevareindustrien er potentialet endnu højere, og her er der et besparelsespotentiale på helt op til 43 pct., og dermed har fødevareindustrien det højeste besparelsespotentiale af alle undersøgte brancher. De minimum 700 virksomheder, der forventes omfattet af energisynskravet, har et samlet energiforbrug, der udgør 3 pct. af Danmarks samlede energiforbrug, og de foreslåede energibesparelser udgør ca. 1,4 pct. af Danmarks samlede energiforbrug.
Tilbagebetalingstiden er lav
Et vigtigt parameter for om virksomhederne gennemfører de foreslåede tiltag, er økonomien i de enkelte forslag og den såkaldte tilbagebetalingstid. Samlet set ligger tilbagebetalingstiden pr. energispareforslag på 5,2 år, og også her ser det godt ud for fødevareindustrien. Her ligger den gennemsnitlige tilbagebetalingstid på ca. 3,5 år.