Slagtere fra hele Danmark var i slutningen af januar samlet til årets fagkonkurrence i Odense, hvor der blev fundet fem vindere i fem kategorier. Det gælder blandt andet opskriften på Danmarks bedste leverpostej
Hvordan skal en ægte dansk leverpostej smage? Det spørgsmål kom der omkring 60 bud på, da Danske Slagtermestre i januar afholdt årets store fagkonkurrence, hvor 60 slagtere stillede til konkurrence i Odense med hele 325 produkter.
Fem vindere blev fundet, og de er nu gået videre til Foodexpo-messen i Herning den 18.-20. marts, hvor den endelig vinder – og dermed Danmarks bedste leverpostej – skal findes.
– Konkurrencen var hård i år. Ved leverpostejen vurderer vi den på fire kriterier. Det handler både om smag, udseende, konsistens, smag og duft. Leverpostejen er et enormt vigtigt produkt i enhver slagterforretning, da det er det pålægsprodukt, som der sælges klart mest af i butikkerne. Leverpostejen er et kendetegn for butikken, siger Per Jørgensen, overdommer ved årets fagkonkurrence og indehaver af Allégårdens Slagter i Odense.
Du skal have fokus
Selv har han opskriften på, hvad der gør en god leverpostej:
– En leverpostej kræver optimalt fokus, og den skal laves med stor kærlighed, så den er ensartet hver eneste uge. Friske råvarer i høj kvalitet – spæk og lever – er helt afgørende for den gode smag.
Danske Slagtermestre har afholdt Fagkonkurrence siden 1960erne. For de danske slagtere er konkurrencen med til konstant at udvikle og udfordre faget, og samtidig sætter konkurrencen en tyk streg under de danske slagterbutikkers håndværksmæssige kunnen, fremhæver Leif Wilson Laustsen, formand for Danske Slagtermestre og indehaver af Slagter Laustsen i Assens.
Producerer fra bunden
Med afsæt i årets fagkonkurrence retter han en kritik mod de danske supermarkedskæder, som efter hans mening er skyld i, at slagterfagligheden over de seneste år har lidt tab.
– Slagterfaget er et håndværk, hvor vi i slagtebutikkerne producerer varerne fra bunden, modsat vores kolleger i supermarkederne, siger Leif Laustsen og uddyber:
– Det er enormt vigtigt, at vi værner om og udvikler faget, så fremtidens slagtere er mestre i alle faser og ikke bare modtager opskåret kød i kasser. Den faglighed skal sikre, at danske forbrugere kan blive ved med at gå ind til sin slagter og købe originale produkter.
De bedste af de bedste
Slagterne dystede i fem kategorier og et dommerpanel bestående af seks faglige dommere bedømte de indsendte produkter og udvalgte de 5 bedste ”guld”-produkter inden for hver produktgruppe (dog 6 spegepølser). Til Foodexpo i Herning er det forbrugerne, som stemmer.
Følgende finalister har kvalificeret sig til Foodexpo:
Danmarks bedste leverpostej
– Slagter Matthiasen, Nr. Aaby
– Slagter Lund, Frederiksberg
– Slagteren i Højslev, Højslev
– Mesterslagteren i Saltum, Saltum
– Skibhusslagteren, Odense
Danmarks bedste spegepølse
– Slagter Munch, Skagen
– Slagter Matthiasen, Nr. Aaby
– mad med mere v/ Koldingvejs Slagter, Vejle
– Kødsnedkeren, Vejby
– Kvalitetsslagteren, Næstved
– Pølsemageriet, Silkeborg
Danmarks bedste snackpølse
– Mesterslagteren, Løgstør
– Slagter Lampe, Haderslev
– Pølsemageriet, Silkeborg
– Stoholm Slagter, Stoholm
– Slagter Vollstedt, Haderslev
Danmarks bedste grillpølse
– Slagter Vollstedt, Haderslev
– Slagter Munch, Skagen
– Pølsemageriet, Silkeborg
– mad med mere v/ Koldingvejs Slagter, Vejle
– Slagter Lampe, Haderslev
Danmarks bedste flæskesvær
– Pølsemageriet, Silkeborg
– Ejstrupholm Slagter, Ejstrupholm
– Slagter Friis, Frederiksberg
– Slagteren i Højslev, Højslev
– Phillip Pedersen, Allégårdens Slagter