Det er muligt, at overholde Fødevarestyrelsens anbefalinger til kosten og leve sundt for under 20 kroner om dagen, viser beregninger, som Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank, har lavet for Politiken.
– Jeg hører nogle gange, at det er meget dyrt at spise sundt. Jeg havde en fornemmelse af, at det ikke helt kunne passe. Så jeg tog det som lidt af en udfordring, siger Las Olsen til Politiken. På baggrund af Fødevarestyrelsens anbefalinger og priser fra nemlig.com har han lavet tre forslag.
Et af dem kom helt ned på 14,54 kroner for at dække ernæringsbehovet for en voksen mand – med et par store skåle havregryn og en middag med stegt sild, ris, rosenkål og gulerødder.
Sisse Fagt, der er seniorrådgiver ved DTU Food, mener, at det er lidt af en myte, at det skal være dyrt at leve sundt.
– Det er noget, man kan skyde ind foran sig for at forsvare, hvorfor man ikke gør det, siger hun til Politiken.
Knud Juel, professor og forskningsleder ved Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet, er glad for, at beregningerne er med til at aflive myten om det billige sunde måltid. Han mener dog også, at politikerne bør være med til at skubbe endnu til den ”sunde udvikling”, hvis de tør lovgive noget mere på området og gøre det usunde dyrere og det sunde endnu billigere.