Danmarks systematiske og videnskabelige strategi for at bekæmpe antibiotikaresistens i fødevarer er blevet internationalt anerkendt, og Danmark anses i dag for at være foregangsland.
Antibiotikaresistens i fødevareproduktionen er et komplekst globalt problem, som danske fødevareproducenter, myndigheder, dyrlæger, videnskabsfolk og medicinalindustri i samarbejde har haft gode erfaringer med at mindske. DTU Fødevareinstituttet har i en videnskabelig artikel kortlagt både de faktorer, der gav problemet med antibiotikaresistens gode vækstvilkår, og den vellykkede måde problemet er blevet tacklet på.
WHO har udråbt antibiotikaresistens som en af de væsentligste trusler mod menneskers sundhed.
For at få bedre data indførte Danmark i 1995 overvågningsprogrammet DANMAP, der beskriver det årlige forbrug af antibiotika og forekomsten af antibiotikaresistente bakterier hos dyr, fødevarer og mennesker i Danmark.
En af de beslutninger var, at Danmark i 2000 indførte et forbud mod brug af antibiotika som vækstfremmere. Forbuddet blev i 2006 indført i hele EU.
– Den danske erfaring viser, hvor værdifuldt det er, at gå systematisk til værks for at løse problemer som antibiotikaresistens i fødevarer. Den viser også, hvor afgørende vigtigt det er, at alle relevante aktører er med i diskussionerne, og at der bliver handlet ud fra videnskabelige data i stedet for formodninger, siger Jørgen Schlundt.
Der har været stor interesse internationalt, blandt andet fra USAs Kongres, i at lære af de danske erfaringer.