Danmark blev et gastronomisk fyrtårn fattigere i 2018, skriver Mik Schack i decemberudgaven af LevnedsmiddelBladet.
Han henviser ikke til en af stjernekokkene, men én, som i det skjulte fik sat sit præg på gastronomien, som danskerne aldrig rigtig opdagede. Og når de indimellem blev gjort opmærksomme på det, så var det gerne gennem de kulørte blade og royalistprogrammer i tv.
Det er Prins Henrik og hans gastronomiske interesser samt kunstneriske formåen, der bliver hyldet af Mik Schack i Levnedsmiddel Bladet.
– Lige siden han kom til Danmark i 1966, prøvede han at få omgivelserne til at interessere sig mere for maden, end der var det gængse, skriver Mik Schack blandt andet, og slår samtidig fast, at Prins Henrik var en pioneer inden for madspild, ”for man smider ikke en god smag væk, alt kan bruges, det er bare om hvordan”.
Mik Schack skriver, at Prins Henrik ville leve sit liv i improvisation i et kongehus blottet for samme, og derfor slap han ikke sine franske vaner. Og de røde bukser, spraglede skjorter og åndssvage hatte og huer, han viste sig frem i, går alle i hans hjemegn med. Det forstod danskerne bare ikke. Han blev derimod udskammet på det skammeligste. Men ikke længere, slutter Mik Schack sin klumme i LevnedsmiddelBladet.