Forbrugerne får mindst for pengene i Danmark, hvor priserne er højere end i resten af EU, skriver Ritzau med reference til Danmarks Statistiks opgørelse af prisniveauet i hele EU og en par af de nærliggende lande.
Her tager Danmark prisen som det dyreste land for husholdninger. I Danmark er priserne 39 procent højere end i et gennemsnitligt EU-land. Det er dog lavere end Norge, Schweiz og Island, der alle står uden for EU-samarbejdet.
De laveste priser finder man i Bulgarien, Rumænien og Polen. En del af årsagen til at Danmark ligger i toppen, er prisen på fødevarer og drikkevarer uden alkohol. Her er de danske butikker fyldt med de dyreste varer.
Ifølge Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i den borgerligt-liberale tænketank Cepos, skyldes det både velstand og høje afgifter.
– Det hænger sammen med et højt velstandsniveau, der presser priserne op. Men det hænger også sammen med, at vi er blandt de lande i EU med højest afgifter, siger han i en skriftlig kommentar.