Mens der er masser af planer om nye IoT-projekter i de danske virksomheder, så halter de langt efter amerikanske, engelske og svenske organisationer, når det kommer til implementering. Og det er på trods af, at de danske organisationer peger på IoT som måden at holde sig konkurrencedygtig på. Dét viser en ny undersøgelse foretaget blandt store danske virksomheder, der har investeret i minimum ét IoT-projekt.
Selvom IoT-projekter står højt på prioriteringslisten for mange virksomheder i 2018, så føler de sig ikke klar til at implementere dem. Virksomhederne holdes tilbage af bekymringer om sikkerhed, besvær med at ansætte personer med de rette kompetencer og kompleksiteten ved IoT-løsninger. Det viser en ny undersøgelse fra Wi-SUN Alliance.
Wi-SUN Alliance er en non-profit organisation, der arbejder med at promovere brugen af indbyrdes kompatible, trådløse løsninger til smarte byer, smart forsyning og andre industrielle IoT-applikationer. Wi-SUN Alliance har spurgt store danske, svenske, amerikanske og britiske organisationer, som allerede har IoT-erfaring og investerer i IoT-initiativer, om deres fremtidige IoT-planer og -parathed.
Danmark halter efter
Undersøgelsen viser en betydelig forskel mellem landene. Mens 65 pct. af organisationerne fra USA, 47 pct. fra England og 44 pct. fra Sverige har fuldt implementerede IoT-strategier, er kun 24 pct. af de danske virksomheder lige så langt i processen. Forskellen er overraskende. Især når man tager i betragtning, at alle respondenterne kommer fra organisationer, som allerede investerer i mindst et IoT-initiativ inden for enten smarte byer, smart forsyning eller industriel IoT.
Det er dog ikke fordi, de danske organisationer ikke forstår vigtigheden af IoT. 42 pct. siger, at en af fordelene ved at implementere IoT er, at det gør dem konkurrencedygtige. Og hele 82 pct. mener, deres organisationer skal investere i IoT inden for de næste 12 mdr. for at holde sig konkurrencedygtige.
Økonomisk gevinst
Når danske organisationer overvejer at implementere IoT-løsninger, er det især på grund af udsigten til en økonomisk gevinst. Ifølge undersøgelsen er danskernes største motivationsfaktorer for IoT, at det vil mindske kundernes udgifter (40 pct.), forbedre driftssikkerheden for systemer og services (38 pct.) og mindske driftsudgifterne (38 pct.).
Heldigvis hænger de ønskede fordele godt sammen med de reelle gevinster. Halvdelen af respondenterne oplever, at en IoT-løsning har medført lavere udgifter, bedre agilitet og større evne til at reagere på forandringer i markedet. Derudover oplever mere end hver tredje fordele som bedre forretningseffektivitet (46 pct.), forbedrede kundeoplevelser (44 pct.) og bedre samarbejde (42 pct.). En ekstra fordel er, at 48 pct. oplever mere engagerede og motiverede medarbejdere.