Salget endte stort set som ventet i tredje kvartal for den amerikanske læskedrikgigant Coca-Cola, mens indtjeningen omvendt ramte over skiven, skriver Ritzau Finans.
Den sammenlignelige overskud per aktie beløb sig til 0,58 dollar, hvilket er en fremgang på 14 procent sammenlignet med samme periode året før og en spids bedre end de 0,55 dollar, som analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet. I tredje kvartal lød omsætningen fra Coca-Colas driftsaktiviteter på 8,2 milliarder dollar, hvilket var stort set på linje med analytikernes estimat på 8,17 milliarder dollar.
Omsætningen er dermed faldet med ni procent sammenlignet med tredje kvartal af 2017, og det skyldes især modvind fra en ændret franchising-strategi.
Den organiske omsætning voksede derimod seks procent i kvartalet, og det var særligt drevet af et øget salg af de koncentrater, der indgår i læskedrikkene, og et bedre prismiks.