Tivoli inviterer til den helt store chili- & tomatsmagning den 1. september. Gæsterne får mulighed for at stifte bekendtskab med mere end 40 økologiske chili-sorter og 40 økologiske tomat-sorter. Der er både smagsprøver, foredrag og konkurrencer, hvis du kigger forbi Tivoli. Det sker søndag fra klokken 11:00 med stærkt smagfuldt program, der også byder på foredrag, boder, instagram moments med chilier og tomater.
Chili- og Tomatsmagning den 1. september er en helt speciel dag i Tivoli, hvor gæsterne får mulighed for at smage et væld af økologiske chilier og tomater, som man slet ikke kan købe i de almindelige supermarkeder – så særlige er de. Det er en dag, hvor der bliver sat fokus på de indbydende frugters meget forskelligartede smag og udseende. Gæsterne kan i den grad få forkælet deres sanser og gå på opdagelse i de økologiske chilier og tomaters smagsnuancer, farver og former. Alt sammen under kyndig vejledning gartnere og frivillige fra Gartneri Toftegaard.
Deltag i chili og tomatworkshop og bliv smagsdommer
Gæsterne får mulighed for at agere smagsdommere i den store chili- og tomatsmagning og kan være med til at vurdere helt nye sorter. Det vil også være en dag, der vil glæde børnene, for der er mulighed for at deltage i en inspirerende tomatworkshop og bage snobrød over bål i Gemyses have for 35 kroner per person. I boderne er der mulighed for at købe unikke chiliplanter, nyhøstede chilifrugter & tomater, plakater og bøger m.v. med hjem.
Foredrag
Chilieksperten Lene Tvedegaard holder foredrag på Orangeriets scene, hvor hun deler ud af sin store viden om chilier og tomater. Her kan gæsterne få svar på deres spørgsmål og blandt andet høre om frugternes dyrkning og anvendelse. Desuden kan gæsterne deltage i to konkurrencer, hvor der er mulighed for at vinde bøger. Præmierne uddeles under Lene Tvedegaards foredrag på Orangeriets scene kl. 14.00, hvor gæsterne skal være til stede for at kunne vinde.
– Rådhusklokkerne ringer, når det er tid til foredrag. Gartneri Toftegaards chili- og tomatsmagning er en helt særlig oplevelse i Tivoli, rammerne understøtter i den grad den perfekte sanseoplevelse.
Program for Chili- & Tomatsmagning:
Kl. 11:00 -16:00: Chili- & Tomatsmagning i området ved Pergolaen
Kl. 11:00 – 16:00: Besøg Gartneri Toftegaards spændende bod med plakater, bøger, planter, lakrids og chilisaucer m.v.
Kl. 11:00 – 16:00: Workshop for børn på Gemyse – ”Lav din egen tomatsalat”
Kl. 11:00 – 16:00: Snobrødsbagning i Gemyses have (35 kr. pr. person)
Kl. 12:30: Foredrag ved Lene Tvedegaard om tomatens anvendelse, dyrkning og smag, Orangeriets scene
Kl. 14:00: Foredrag ved Lene Tvedegaard om chilis anvendelse, styrke og dyrkning samt uddeling af præmier fra dagens konkurrencer, Orangeriets scene