Supermarkedskæden Carrefour, der oprindeligt er fransk, men nu har over 10.000 butikker spredt over hele verden, ophører med at sælge hundekød i de kinesiske butikker. (Og kæden sælger det heller ikke i nogen andre lande).
– Det er lokalt producerede produkter med hund, der blev solgt i to butikker i Xuzhou, skriver Carrefour i en meddelelse efter kritiske røster i de internationale medier.
Ifølge nyhedsbureauet AFP solgte Carrefour i butikkerne en stribe produkter, der bestod af hundekød i forskellige former. Blandt andet blev der solgt “Fankuai hundekød i skildpaddejuice og pakker med tørret hundekød.
Men det er altså ikke længere at finde på hylderne. Tilbagetrækningen er ifølge AFP sket efter protester fra interesseorganisationen Animals Asia.
– At spise hunde og katte er ikke udbredt og anses for at være en forældet ting af unge og middelklassen. Og vi imødeser ikke, at en moderne, international supermarkedskæde normaliserer det at spise hunde og katte og dermed støtter en industri, der er præget af ondskab og ulovligheder, siger talsmand for Animal Asia Irene Feng til AFP.
Hun må dog indrømme, at det ikke er ulovligt at spise hunde og katte i Kina.