En fremgang på halvanden milliard kroner i Asien er med til at sikre et bundlinjeresultat på mere end fem milliarder kroner.
En asiatisk tørst efter Carlsbergs øl er en af årsagerne til, at Carlsberg kan forgylde selskabets aktionærer i år. Bryggeriets regnskab for 2018, der blev offentliggjort onsdag viser dog ikke kun fremgang i Asien. Også i Vesteuropa fik Carlsberg solgt mere end 2017, samtidig med, at omkostningerne falder globalt. Samlet betyder det, at Carlsberg hæver udbyttet til 18 kroner per aktie.
Væksten blev på hele på 11 procent i 2018, og ledelsen forventer af man i 2019 vil få en noget lavere vækst omkring de 5 procent.
På bundlinjen var der også en flot fremgang i 2018. Efter at have haft overskud omkring lidt over en milliard kroner i 2017 steg overskuddet til over fem milliarder i 2018.
Det forbedrede resultat skal dog ses i forhold til, at Carlsberg i 2017 nedskrev selskabets russiske ølmærke Baltika med 4,8 milliarder kroner. Det gav i sagens natur en elendig bundlinje det år, men betyder så, at en meget stor russisk gældsbyrde er pist borte.
I det hele taget går det bedre i Østeuropa selvom Carlsberg solgte lidt færre øl i 2018 end året før. Overskuddet blev dog tilfredsstillende som følge at flere omkostningsbesparelser og et stigende salg i andet halvår.