Efter et halvt års hemmelighedskræmmeri har Carlsberg sat navn på den person, der fremover skal lede bryggeriets danske aktiviteter.
Det bliver Søren Brinck, der 1. marts bliver adm. direktør for Carlsberg Danmark. Han afløser Joao Abecasis, der midlertidigt har beklædt posten, siden Carsten Hänel stoppede med udgangen af juli efter fem år som dansk direktør.
Brinck har været tilknyttet Carlsberg-koncernen siden 2005. Han kommer fra en stilling som direktør for det Carlsberg-ejede Ringnes-bryggeri, og han har tidligere stået i spidsen for græske Mythos. Inden tiden i Carlsberg har Søren Brinck arbejdet for Accenture og for Arla Foods.
Efter karriereren i Carlsbergs internationale selskaber Nu vender han hjem til Danmark, og til hvad han selv betegner som et ønskejob.
– Mange Carlsberg-medarbejdere drømmer om at prøve kræfter med hjemmemarkedet, og for mig er det helt klart lidt af en drøm, der går i opfyldelse. Danmark er Carlsberg-land. Det er her vores stifter bryggede den første Carlsberg pilsner for 170 år siden, og det forpligter, siger Søren Brinck.
Allerede, da det i sommer blev meddelt, at Carsten Hänel stoppede som landechef i Danmark, fortalte Carlsberg, at man havde fundet afløseren, men at man først ville sætte navn på ved en senere lejlighed.