Skandinaviens førende virksomhed inden for certificering, inspektion og rådgivning står over for en spændende fremtid, idet afdelingerne med nuværende base i Kolding og Fredericia flytter sammen i nye lokaler. Sammenflytningen betyder, at der dannes et stort kompetencecenter i nye lokaler i Fredericia – et kompetencecenter bestående af eksperter med viden om håndtering af farligt gods og kemi, certificering, industri og marine.
Der er igennem et stykke tid blevet arbejdet på at slå de to afdelinger sammen, og nu er det lykkes at finde en bygning, der kan rumme de knap 140 medarbejdere samt de mange kursister, der deltager på Bureau Veritas brede pallette af kurser og seminarer. Valget er faldet på nogle fine kontorlokaler med godt 4.500 m2 i det centrale Fredericia nær gågade og havn.
Jacob Færgemand, Country Chief Executive hos Bureau Veritas Danmark, fortæller:
– Sammenflytningen er 100% i tråd med vores overordnede strategi om vækst – et af Bureau Veritas Danmarks mål er at øge antallet af medarbejdere, hvilket kræver ledige m2, og dette får vi med det nye domicil. Men det er også mit ønske at skabe en synergi mellem vores medarbejdere og i endnu større grad højne krydstænkningen mellem vores services. Noget som i sidste ende vil gavne vores kunder.
Flytningen sker medio januar 2017, men allerede nu arbejdes der på højtryk på at klargøre bygningen, så den står klar til at tage imod medarbejdere, samarbejdspartnere og kunder.