Food Festival i Aarhus imødekommer fødevare- og gastroturismebranchens ønske om at få mere tid og rum til at købe ind, indgå aftaler og netværke på festivalen. Derfor holder ekstraordinært åbent kun for branchen, inden festivalen åbner for alle.
Det sker fredag den 1. september, kl. 11.00-13.00, når Food Festival slår dørene op for fødevare- og turisme-branchen til Branchefredag. Branchefredag er specielt for de personer i branchen for hvem tid er en mangelvare, og derfor gerne vil kunne finde de mest interessante producenter, produkter og inspiration samlet ét sted.
Branchefredag er således for indkøberen, der gerne vil finde nye og spændende produkter til hylderne, for procesteknologen, der søger inspiration til udvikling af et nyt produkt, for skribenten, der gerne vil komme med anbefalinger til sæsonprodukter, og for alle andre fagligheder inden for fødevare- og gastroturismebranchen. Alt sammen inden festivalen åbner for øvrigheden, så der er tid og rum til dialog.
Branchefredag er muligheden for at få lov at gøre sine gøremål uden forstyrrelser fra almindelige festivalgæster og på egen hånd. Derfor vil der heller ikke være noget program for arrangementet. Festivalen er et mødested for hele fødevarebranchen.
– De uformelle festivalrammer gør, at man kan gå efter lige præcis de behov, man selv har. Hele branchen er der! Så det er kun op til vores branchegæster at udnytte hele platformen. Der er i hvert fald rig mulighed for at komme hjem med masser af flueben på opgaveblokken, siger Anna Lund, direktør for FOOD Aarhus.
Food Festival forventer, at der fredag formiddag vil være op mod 1500 personer fra fødevare- og gastroturismebranchen på Food Festival. Derfor vil der være rigtig god grobund for understøttelse af eller udvidelse af ens netværk.
Branchefredag er resultatet af et ønske fra fødevare- og gastroturismebranchen, der efterspørger mere tid til at komme i dialog med hinanden og de over 250 deltagende kokke, producenter, organisationer mv. på Food Festival.
– Til branchefredag havde vi en god dialog omkring fødevareudviklingen med de professionelle brugere af vores produkter – storkøkkener, restauranter, kantiner mm. Vi drøftede konkret tanker omkring bæredygtighed og ressourceoptimering, hvor ny teknologi giver nye muligheder. I et fælles samarbejde kan vi optimere vores produktioner og skabe mere bæredygtighed. Interessen er stor fra alle sider, siger Niels Riis fra ægproducenten Niels og Grete.
Fakta om Food Festival
Food Festival er Nordens største madfestival og en årlig begivenhed, der finder sted den første weekend i september – i år den 1.-3. september – på Tangkrogen i Aarhus. Sidste år havde festivalen mere end 31.000 besøgende. Foruden at være en af Danmarks største forbrugerevents er Food Festival også ét af fødevare- og turismebranchens årlige samlepunkter. Hvert år foregår der snesevis af aktiviteter for branchen så som seminarer, inspirationsoplæg, afsætningsmøder osv. Aktiviteter, der tiltrækker over 1500 personer med relation til fødevare- og turismebranchen.
Billetterne koster 100 kr. og sidste tilmelding er 15. aug. 2017. Læs mere på http://www.foodfestival.dk/til-virksomheder/branchefredag/.