I kogebogen “Croque Monsieur – Bordets Franske Glæder og andre kostmæssige unødvendigheder” byder Morten Lindberg og Marie Holm på franske opskrifter fra Radio24syv’s frankofile radioprogram, Croque Monsieur. Tilsat kloge, velsmagende bidrag af franskkonditor Mika Wulff, fransklærerinde og sexolog Julie Jeune, litterat Neal Ashley Conrad Thing, vinmand Sune Rosforth og ostehandler Christophe Ganthier.
– Tænk engang, hvis du boede i Paris. Hver morgen vågnede i dine bløde, varme og omfavnende edderdunsdyner til lyden af en spruttende espressokande, duften af friskbagt brioche og bevidstheden om, at byernes by ventede uden for de tunge velourgardiner, lyder det fra forfatterne.
– Med sine fine, elegante frokoster, litterære saloner, brokadetapeter, røde læber, grammofonplader, pulserende liv, dragende mangfoldighed og uendeligt lange og vidunderlige middage. Sådan er det bare ikke, konkluderer Morten Lindberg og Marie Holm, der i stedet har samlet de bedste franske opskrifter til dig og krydret dem med spillelister, litteraturanbefalinger og nyttige gloser, så du kan leve lidt mere fransk – uanset hvor på kloden, du befinder dig:
– Kogebogens udgangspunkt er kærlighed. Kærlighed til livet. Så enkelt kan det siges. Og hvad er så livet – kan du sikkert med rette spørge. Det må du selv finde ud af, men spis endelig masser af svampe, figner, valnødder, kål og kager til. Drik et par af vinene på vores liste, læs to af bøgerne, der anbefales, lyt til musikken, bag fire af kagerne, smag på tre af ostene, og lav én af retterne, og inviter et par venner, en elsker eller en genstridig nabo. Så sker det af sig selv. Livet altså. Bon appétit!, skriver Marie Holm og Morten Lindberg i bogen, der udkom den 24. maj 2017 på People’sPress.