Automatisk palletering i frostrum gav store besparelser

Palletering af frostvarer foregår normalt som en manuel proces i et frostrum eller ved cirka 0 grader med risiko for kvalitetstab. Et pilotprojekt med automatisk palletering i frostrummet viser en tilbagebetalingstid på kun 17 måneder.

 

Pionéren Bo Albrektsen fra Premier Is (med bare arme) har haft et tæt samarbejde med Preben Nielsen fra PAL-Cut A/S om det nye palleteringsanlæg.
Pionéren Bo Albrektsen fra Premier Is (med bare arme) har haft et tæt samarbejde med Preben Nielsen fra PAL-Cut A/S om det nye palleteringsanlæg.

Hård konkurrence, ny fedtafgift og senest en halvtreds procents stigning i afgiften på is samt høje danske lønninger betyder, at Premier Is løbende investerer i højere produktivitet. Senest har installationen af en ny automatisk palleteringslinje i frostrummet medført et betydeligt bedre arbejdsmiljø, reduktion af bemandingen med fem helårsstillinger og en tilbagebetalingstid på kun 17 måneder.

Samtidig er forbruget af emballagematerialer reduceret betydeligt. PAL-Cut A/S har leveret den automatiske arkdispenser samt antiskrid-papir til anlægget.

 

Manuel palletering i frostrum

Hidtil er kasserne med is blevet stablet manuelt på pallerne med mellemlægsark mellem hvert lag. I alt 25.000 paller bliver pakket og sendt fra virksomheden hvert år, men de mange varianter og store sæsonudsving stiller store krav til fleksibiliteten. Og da virksomheden kerer om sin kvalitet, er der ikke nogen vej uden om, at palleteringen fortsat skal foregå i -20°C, så »frysekæden« kan holdes intakt.

Et robotbaseret og automatisk palleteringsanlæg ville være den rigtige løsning, vurderede Bo Albrektsen, der er ny teknisk chef hos Premier Is. Men minus 20 grader er et barskt miljø, og det stiller store krav til både robot og den automatiske arkdispenser.

Besøg hos både norske og spanske isproducenter samt kontakt til de sædvanlige leverandører viste, at der ikke findes standardløsninger inden for området. Han kontaktede derfor blandt andet PAL-Cut for at finde en løsning.

 

Det nye automatiske palleteringsanlæg fjerner behovet for manuel palletering i frostrummet.
Det nye automatiske palleteringsanlæg fjerner behovet for manuel palletering i frostrummet.

Unik palletering ved -20 grader

Isen bliver fremstillet i iscremefryseren ved minus 6 grader, hvorefter den hærdes til minus 20 grader. Derefter emballeres den og føres på bånd ind i frostrummet med minus 20 grader, hvor det nye automatiske palleteringsanlæg er installeret. En pakkerobot løfter kasserne af båndet og placerer dem på en palle.

Pakkerobotten er fuldt integreret med den automatiske dispenser. Herfra samler den et mellemlægsark op og placerer det på pallen. Der er to parallelle palleteringslinjer, som hver fødes af to produktionslinjer.

Hver linje kan palletere op til 30 kasser is i minuttet. Det svarer til 8-10 paller pr. time pr. linje. Udstyret er så fintfølende, at det kan genkende og løfte de cirka 40 forskellige pakkemønstre.

Bo Albrektsen fortæller, at man har kunnet reducere bemandingen med fem årsstillinger og samtidig øget kapaciteten i palleteringen med 20-50%.

– Det giver langt større fleksibilitet i højsæsonen. Og investeringen er betalt tilbage på kun 17 måneder.

 

PAL-Cut arkdispenseren sørger for sikker dispensering af mellemlægsark i palleopbygningen.
PAL-Cut arkdispenseren sørger for sikker dispensering af mellemlægsark i palleopbygningen.

Sikker arkføring med mindre papir

Vigtigheden af kontinuert drift var en væsentlig årsag til valget af løsning. Bo Albrektsen fremhæver, at PAL-Cut er unik, fordi der kun fremføres ét ark ad gangen, så risikoen for at ro-botarmen taber et stykke papir er minimal.

Det sikrer en palleopbygning uden stop og mindre håndtering, fordi papirrullen indeholder 3.000 meter, hvilket svarer til cirka en uges forbrug. Tidligere skulle der køres paller, med mellemlægsark, ind flere gange om dagen.

Antim65 har en belægning på mellemlægsarket, som sikrer en stabil palleopbygning. Papirtykkelsen er reduceret fra 220 gram til 150 gram, hvilket medfører årlige besparelser på omkring 30.000 kr. og et bedre miljøregnskab.

Også arbejdsmiljøet har vundet med investeringen. Tidligere arbejdede fire mand i 30 minutter ad gangen i frostrummet. De blev så afløst af fire andre, der så arbejdede i 30 minutter. Det skyldes, at arbejdsmiljøreglerne kun tillader fire timers dagligt arbejde i minus 20 grader.

 

Isen føres på bånd ind i frostrummet med det nye palleteringsanlæg.
Isen føres på bånd ind i frostrummet med det nye palleteringsanlæg.

Frosten var en kæmpe udfordring

Det har været en stor udfordring at få anlægget til fungere i minus 20 grader. Robotarmen er blevet modificeret med blandt andet en varmekappe, PAL-Cut arkdispenseren er blevet udstyret med blandt andet motorvarme, andre smøremidler og aktiveringsrutiner.

Preben Nielsen fra PAL-Cut A/S fortæller, at den nye løsning nu kan tilbydes til alle fødevareproducenter.

– Og os bekendt er der ikke andre, der kan tilbyde en tilsvarende løsning.

 

 

Om PAL-Cut A/S

PAL-Cut har hovedkvarter ved Holstebro og udvikler emballageløsninger som fuldautomatiske arkdispensere til pakkelinjer samt papir- og kartonvarer. Blandt kunderne finder man Arla Foods, Kraft Foods og Lantmännen.

Se mere på http://www.palcut.com

Gem

Gem