Partikelforurening er et problem i de større, danske byer, blandt andet som følge af de mange diesellastbiler, der dagligt kører rundt med varer. Derfor dropper Arla nu traditionel diesel i de 60 Arla-lastbiler, der hver dag leverer 1.000 tons mejeriprodukter til byerne på Sjælland. Frem over vil lastbilerne i stedet køre på GTL-brændstof fra Shell, der er et brændstof fremstillet på naturgas i stedet for råolie.
Det giver ifølge mejeriet en stor miljøgevinst. Lastbilernes udledning af partikler og andre skadelige stoffer bliver nemlig markant reduceret.
”Mange af vores lastbiler kører der, hvor der er flest mennesker og mest trængsel, og altså der, hvor vores biler udleder mest. Derfor sætter vi nu målrettet ind på at forbedre vores bykørsel ved at udskifte traditionel diesel med Shell GTL, for på den måde kan vi være med til at bidrage til en forbedring af luftkvaliteten i de større byer på Sjælland. Vi arbejder løbende på at reducere miljøpåvirkningen i vores forsyningskæde, og her er transport af vores ejeres mælk fra gård til mejeri og af produkter fra mejerier til supermarkeder et område, vi er meget optagede af,” fortæller Bo Svane, der er logistikdirektør i Arla Danmark.
”I løbet af de senere år har vi arbejdet på at gøre vores transport grønnere ved at effektivisere vores logistik, skifte den nuværende vognpark ud med mere miljøvenlige biler og skifte til alternative brændstoffer. Det har reduceret vores CO2-udledning med næsten 15 procent. Muligheden for nu at skifte til brændstof, der væsentligt reducerer partikeludledning og udledning af andre skadelige stoffer kommer som en naturlig forlængelse af det arbejde,” fortsætter Bo Svane.
Det er DCC Energi, der fremover skal forsyne Arla med Shell GTL, og her oplever man generelt stor interesse for brændstoffet, der er en syntetisk diesel lavet på naturgas i stedet for råolie og har en langt højere biologisk nedbrydelighed end almindelig diesel.
”Shell GTL kan uden videre erstatte almindelig diesel og er derfor en oplagt genvej til grønnere transport. Og effekten er størst, når Shell GTL bruges på lastbiler og andre tunge køretøjer, der kører rundt i byerne. Derfor er Shell GTL og Arlas 60 lastbiler, som står for bydistributionen på Sjælland, et rigtigt godt match,” fortæller adm. Direktør Christian Heise fra DCC Energi.