Svenskerne skal nu smage danske oste i verdensklasse, lyder det fra Arla Unika, der nu vil bringe osteinnovation til den anden side af sundet og på længere sigt ud i hele verden.
Arla Unika er navnet på Arlas ambitiøse projekt om at løfte mejeri til gastronomisk verdensklasse. Efter en etableringsfase går det nu så godt for Arla Unika, at Arla er klar til at rykke prestigeprojektet over sundet og etablere en bredere nordisk markedsposition. I første omgang på det svenske marked.
Arla Unikas indtog i Sverige skal ses i lyset af, at Arla Unika har fået fodfæste i Danmark og gennem en årrække har vist, at Danmark er leveringsdygtig i at fremstille luksusoste på højde med traditionelle ostenationer som Frankrig og Italien. Unikke oste, der tilfører verden noget nyt.
Alex Racoveanu, direktør i Arla Unika, fortæller, at målet for Arla Unika i dag er, som det var i 2002, at løfte mejeriet til gastronomisk verdensklasse i samarbejde med toppen af gastronomien. Derfor er forventninger til omsætning på kort sigt i Sverige ikke at vækste vildt og hurtigt, men at få etableret et godt samarbejde med toppen af gastronomien i Sverige.
– Vi vil vokse som vi har gjort i Danmark: Stabilt og roligt. Men på længere sigt vil vi levere lige så meget i Sverige som i Danmark.
På længere siger er perspektivet større end Sverige. Det er ambitionen, at Arla Unika indenfor fem år kommer ud i 3-5 markeder mere.
– Hos Arla Unika er det naturligt for os, at vi ønsker at komme bredt ud. Som stolte forældre vil vi gerne vise vores ostebørn frem og styrke vores fortsatte læringsrejse. Det sker hverken i dag eller i morgen, men Sverige er første skridt, og så må vi se hvornår, vi er klar til at tage næste skridt, siger Alex Racoveanu.