Arla Foods udvider nu sortimentet i Mellemøsten med økologisk mælk. Mellemøsten er Arlas største strategiske vækstmarked udenfor Europa og lanceringen af økologisk mælk er del af andelsselskabets strategi om at blive den største økologiske mejeriproducent i Mellemøsten og Nordafrika i 2020. Samtidig har Arla også planer om at udvide til Saudi Arabien og Kuwait i 2018.
”Vi ser en voksende efterspørgsel hos forbrugerne for økologiske produkter i Mellemøsten, og derfor lancerer vi det første af mange økologiske mejeriprodukter i regionen. Som verdens største producent af økologiske mejeriprodukter ser vi meget frem til at introducere flere forbrugere i Mellemøsten til Arla Organic mælk sammen med vores andre mejeriprodukter,” siger Regionschef for Mellemøsten og Nordafrika Rasmus Malmbak Kjeldsen.
De Forenede Arabiske Emirater er både internationale og multikulturelle, og ofte ”first movers” på forbrugertrends. Det var også her at Arla først fik øje på den stigende efterspørgsel på økologiske varer i Mellemøsten.
”Her i De Forenede Arabiske Emirater har vi observeret en generel stigende interesse for økologiske varer, især for frugt og grønt. Nu ser vi også de første økologiske butikker, cafeer og restauranter. Vi lancerer Arla Organic mælk i De Forenede Arabiske Emirater først, både fordi forbrugerne efterspørger det og for at få mere erfaring og viden om forbrugernes økologiske købsvaner,” siger Rasmus Malmbak Kjeldsen.
Lanceringen i De Forenede Arabiske Emirater foregår med en interaktiv ”pop up” gård i Dubai i disse dage samtidig med World School Milk Day og Arla inviterer både skoleelever, politikere og pressen til at lære mere om økologisk landbrug. To økologiske landmænd fra Danmark vil også være til stede i Dubai for at dele deres viden med forbrugerne.
Arla Organic kan efterfølgende købes i alle større supermarkeder i De Forenede Arabiske Emirater og bliver produceret på Esbjerg Mejeri.