På søndag er det Mortensaften og for mange betyder det, at der står andesteg på menuen. Men ifølge Dyrenes Beskyttelse kan indpakningen skjule dårlig dyrevelfærd og betyde, at forbrugeren ender op med en and, der har levet under ringe forhold.
Med de mange mærkeordninger og forskellige navne på ænderne i køledisken kan det være en jungle for forbrugerne at vælge en and til mortensaften eller jul, der har haft adgang til åben himmel, badevand og ikke er blevet næbkuperet.
– Det er faktisk svært for forbrugeren, ud fra emballagen, at vurdere, om anden rent faktisk har haft et godt liv med god dyrevelfærd. Producenterne reklamerer jo ikke ligefrem med næbkupering for eksempel, siger chefkonsulent i Dyrenes Beskyttelse Pernille Fraas Johnsen som også fortæller, at dyr under vidt forskellig opvækst bliver solgt under samme navn.
– Men det har intet med dyrets levevilkår eller dyrevelfærd at gøre at personificere produktet med et navn, siger hun.
Dyrevelfærd hos ænder afhænger blandt andet af forskelle mellem anderacerne, og om de får klippet næb og klør, samt om de har adgang til åben himmel og badevand.
Det sikre valg er ligefor
Hvis man vil undgå at støtte opdræt af ænder med dårlig dyrevelfærd, skal man ifølge Dyrenes Beskyttelse gå uden om de udenlandske berberiænder, da de bliver næbkuperet rutinemæssigt. Ifølge Landbrug & Fødevarer er der flere danske opdrættere, der har specialiseret sig i at holde berberiænder i mindre besætninger og derved undgår næbkupering, så den danske berberiand er et godt alternativ eller Pekinganden, der heller ikke blive næbkuperet.
– Går man desuden efter ænder med vores mærke ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” eller Ø-mærket, kan man være sikker på, at der er taget god hånd om ændernes dyrevelfærd. Her er der nemlig høje krav til, at ænderne kan udleve deres naturlige adfærd med blandt andet adgang til det fri og krav om dagslys og badevand, siger Pernille Fraas Johnsen.
Vælger man en and, der er mærket med ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” eller Ø-mærket, kan man spare en masse tid ved køledisken på at studere forskellen mellem de enkelte opdræt.
Sådan har ænderne det under mærket “Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”
- Adgang til udeareal, hvor ænderne kan bevæge sig frit og udleve naturlig adfærd.
- God plads i stalden, når de også har adgang til indeareal.
- Krav om dagslys, så ænderne har en naturlig døgnrytme.
- Altid adgang til vand, så næb, næsebor og hoved kan holdes rent.
- Ænderne lever hovedparten af deres liv på friland.
- De transporteres med kortere afstand til slagteriet.