Hedegaard Foods A/S, der årligt håndterer over en milliard æg i Danmark og Sverige, har øget sin omsætning med 10 procent. Omsætningen er hermed nået op på 933 millioner kroner (2012-regnskab).
Indtjeningen er dog kun steget et par procent til lige under 28 millioner kroner før skat. Både på top- og bundlinjen er der tale om rekordniveau, og Hedegaard Foods har efter overtagelse af 70 procent af aktierne i Svenska Lantägg i 2011 tredoblet sin omsætning på bare fire år.
Hedegaard, der har hovedsæde i Hadsund, er Nordens største på friske skal-æg og har fire æggepakkerier samt to ægge- og pastaproduktfabrikker i Danmark og Sverige.
Der investeres et halvt hundrede millioner kroner i sammenlægning og automatisering af to svenske anlæg.