Det blev københavnske Restaurant BARR der løb med prisen for Årets ret med gris 2018, med en ret som dommerpanelet kaldte lystig, legesyg og gennemført.
Det var et stærkt felt, bestående af 14 af landets bedste restauranter, her i blandt Michelinrestauranterne Formel B, Søllerød Kro og MeMu, der kæmpede om æren og de 30.000 kr. der var til vinderen. Foruden de danske deltagere, bestod feltet desuden af den svenske Restaurant Vollmers fra Malmø, som, den underholdende og madkyndige konferencier Bo Jacobsen fra Restaurationen påpegede, jo egentlig blot er en københavnsk forstad. Det svenske islæt var et frisk pust i konkurrencen og løb med en flot 2. plads for en lavtempereret, grillet gris fra Olingegård.
Tredjepladsen gik til Falsled Kro, der serverede en rosagrillet kappe af gris med karamelliseret løg og kaviar.
Førstepræmien gik til køkkenchef og medejer af Restaurant BARR, Thorsten Schmidt, der imponerede med en visuelt imponerende, velsmagende og legesyg ret, Lyø revelsben med tykke pandekager, grannåle, tranebær og duels. Thorsten Schmidt kunne fortælle, at deres Lyø revelsben er en hyldest til den finest form for revelsben og pandekage man kendte til på Lyø ved århundredeskiftet – en tid hvor det var normalt at servere tykke pandekager sammen med røget, saltet kød.
– Rigtigt mange af de retter, vi har på Restaurant BARR, er en skø blanding af tradition, humor, godt håndværk og velsmag, siger Thorsten Schmidt.
Til at overrække prisen var Bo Bech og Francis Cardenau, der kunne fortælle om et særdeles tæt løb og et højt niveau.
– På trods af, at bryststykket dominerede konkurrencen, så vi stor diversitet og variation i retterne, sagde Bo Bech, som heller ikke var i tvivl om at de på trods af den tætte konkurrence havde fundet den rette vinder:
– Vinderretten er en ret, der ikke mangler noget, og som er lystig, legesyg og gennemført. Den er både skarp og smuk – og så er den et helt måltid i sig selv, sagde han om BARR’s vinderret.
‘Årets ret med gris’ afholdes af Landbrug & Fødevarer og støttes af Norma og Frode S. Jacobsens Fond. Det er sjette gang, konkurrencen finder sted i Landbrug & Fødevarer-regi.