I dag skydes de officielle nordiske mesterskaber for kokke i gang. Mesterskabet afholdes i Finland over to dage, og i år er Danmark repræsenteret ved årets kok, Mikkel Laursen.
Konkurrencen, som blev afholdt første gang i 2004, afholdes hvert år. Hvert andet år i Herning og hvert andet år, i det land, hvor den nordiske kongres afholdes. Afholdelsen af mesterskabet startede tilbage i 2004 hvor Rasmus Kofoed sikrede Danmark en flot guldmedalje og igennem årene har vi stillet med stærke kandidater, blandt andre; Søren Ledet, Thorsten Schmidt, Daniel Kruse, Tommy Friis, Mette Hvarre Gassner m.fl. I år er det så Mikkel Laursen, som sammen med Mike Simonsen fra Junior Kokkelandsholdet, der deltager i konkurrencen på et wildcard, som skal forsvare de rød-hvide farver. Resultatet af konkurrencen offentliggøres den 10. juni om aftenen.
Høje forventninger til Mikkel og Mike – de skal sikre topplacering til Danmark
Der er høje forventning til de to talentfulde unge kokke, som repræsenterer Danmark ved de officielle nordiske mesterskaber i Finland. Og teammanager Ulla Pedersen fra Kokkelandsholdet er overbevist om, at de to kokke nok skal indfri forventningerne:
– Jeg har jo fulgt de to unge kokketalenter igennem de seneste år og jeg kan med overbevisning sige, at de til fulde har de kompetencer, der skal til for at komme på medalje skamlen ved de forestående nordiske mesterskaber. Mikkel Laursen blev Årets Kok i 2016 og er en fantastisk dygtig konkurrencekok med stor sans for den gode smag og de flotte anretninger. Og Mike Simonsen har allerede udvist stort talent og han har ligeledes erfaring med at deltage i de større internationale konkurrencer. Han assisterede senest Mikkel under Global Chef i september 2016, hvor han gjorde et stor indsats. Så både jeg, direktøren for Kokkelandsholdet og også bestyrelsen for Kokkelandsholdet er overbeviste om, at de to kokke vil gøre alt for at de rød-hvide farver kommer på podiet i Finland, udtaler Ulla Pedersen.
Kokkelandsholdet skaber interesse og anerkendelse
Foreningen Kokkelandsholdet, National Culinary Team of Denmark, blev oprettet i 2006 og arbejder for fremme af dansk gastronomi gennem fokus på råvarer af ypperste klasse, talentpleje og innovativ gastronomisk udvikling. Derudover er målet at skabe større interesse og anerkendelse af de danske gastronomers arbejde, nationalt som internationalt, ved deltagelse i diverse konkurrencer og arrangementer, hvor kvalitet og gode råvarer er et vigtigt hovedelement. Det Danske Kokkelandshold består af et senior- og et juniorhold samt et Cateringlandshold, der blev startet op i 2014 med i alt 35 personer, der træner 2 dage hver måned. Kokkelandsholdet modtager et årligt tilskud fra Miljø- og Fødevareministeriet, resten af finansieringen på ca. kr. 2 mio. hentes ved sponsorer og fonde.