Den aalborgensiske gourmetrestaurant Mortens Kro kunne for nyligt udvide deres spisekort og tilbyder nu også morgenmad på sengen. Det kan de, fordi de har udvidet med nye store suites ovenpå. Et tilbud skabt til overnattende krogæster i luksussegmentet og til Aalborg-virksomhedernes udenbysgæster.
Hvis en rigtig kro også tilbyder komfortabel overnatning og ly for natten, så er Restaurant Mortens Kro netop endelig blevet en rigtig ”kro”. Gourmetrestauranten har haft deres første bookninger på egne hotelværelser eller rettere “suites. I første omgang to store, lyse velmøblerede og -udstyrede luksuslejligheder. Placeret på etagerne over restauranten kan de nu bookes for et eller flere døgn ad gangen. Med mulighed for room service og for f.eks. Mortens Kro-morgenmad på de private spiseborde eller serveret på sengen. Nemt og lækkert for udenbysgæster oven på f.eks. en glad og smagfuld gourmetaften på kroen.
– Siden jeg var dreng og først legede kro og begyndte at servere mad for min familie, har jeg drømt om denne mulighed. Og nu er tiden rigtig, fortæller restauratør Morten Nielsen.
– I Sydeuropa er suites-konceptet velkendt i form af boutique-hoteller med hele lejligheder, hvor man på en gang kan nyde fuld hotelservice men også være mere sig selv, med alt hvad et komfortabelt hjem tilbyder. Men her i Aalborg har vi hidtil ikke kunnet tilbyde noget lignende. Vi synes, imidlertid at det ligger naturligt for en restaurant med Mortens Kros publikumsprofil, uddyber Morten Nielsen. Han tilføjer, at han sammen med sin kæreste selv holder af den type ophold, når de er på ferie.
Bestiller flere hundrede værelser årligt
Og det er netop Morten Nielsens kæreste, Karina Møller, der kommer til at stå med ansvaret for minihoteldriften. Hun er oprindeligt hoteluddannet og arbejder i forvejen med den økonomiske og administrative del af restauranten:
– Bare det seneste år har vi for vores spisende gæster booket flere hundrede gode hotelværelser i byen. Flere og flere af den type af vores gæster, som vi kunne kalde luksus-segmentet, har de seneste år efterlyst noget ekstraordinært. Herunder ind i mellem muligheden for private dining eller bare at kunne drøne direkte op i dynerne efter en god aften i restauranten. Så nu tager vi udfordringen op, fortæller Karina Møller. Hun har i samarbejde med både lokale og internationale leverandører været i gang med at finjustere alle detaljer fra møbler og helt ned til suiternes morgenkåber med vævet logo.
– Ligesom et besøg på Mortens Kro handler om at få en bid af Nordjylland i et internationalt miljø, så har det også været vigtigt for os i udvælgelsen af møbler og interiør at tage udgangspunkt i noget lokalt med et internationalt præg, siger hotelchef Karina Møller.
Det særlige består bl.a. i, at de to nyrenoverede lejligheder udover placeringen med udsigtsaltaner midt i Aalborg med kig mod bl.a. Aalborgtårnet er blevet udstyret med lækre kvalitetssenge fra Wonderland, alt i tv, stereo og wifi, safebox, kraftigt udvidet minibar og moderne kvalitetsmøbler fra den lokale samarbejdspartner SACK It. Det hele korresponderer med den lounge-stil, der kendes fra Mortens Kro. Og med original kunst af Anne Charlotte Tiedemann på væggene osv. Badeanstalten har leveret wellness-produkterne og de lofthængte biopejse kommer fra Le Feu. Og så rummer de to suites med størrelser på henholdsvis 86 og 124 kvadratmeter også ekstraordinære muligheder – også for at holde private dining for overnattende gæster med servering direkte fra Mortens Kro-køkkenet både til frokost og aften. Der er plads til op til fire overnattende i hver suite.
– Vi fornemmer også, at flere af Aalborg-virksomhederne, som vi løbende samarbejder med, ønsker noget i denne stil, som de indimellem kan leje på f.eks. ugebasis til deres gæstende forretningsforbindelser og konsulenter. Udvikler Mortens Kro & Suites sig til den forventede succes er det ikke utænkeligt, at vi vil etablere flere af den slags suites, tilføjer Morten fortrøstningsfuldt.