Fra Maritime Nyttehaver så dagens lys på Kalvebod Brygge i København tilbage i 2011 er de blevet landsdækkende og samler nu ca. 500 havbønder under navnet Havhøst.
I omegnen af 500 havbønder dyrker maritime nyttehaver langs de danske kyster, hvor de dyrker og nyder nogen af landets mest bæredygtige afgrøder, nemlig blåmuslinger, østers og tang. Sammen med Friluftsrådet og Velux Fonden har man desuden sikret maritim undervisning for 4.000 skoleelever. Det nye navn skal sættes på søkortet med række events i efteråret, i samarbejde med Spar Nord Fonden.
Fra Maritime Nyttehaver til Havhøst
Havet dækker mere end 70 % af jordens overflade, og 85 % af plantelivet på jorden findes under havets overflade. Danmark har mere end 7.000 kilometer kystlinje – alligevel overses udfordringerne og potentialerne under havoverfladen.
– Mange glemmer, at livet og økosystemet under havoverfladen og langs kysterne er en vigtig del af vores natur, som vi skal værdsætte og værne om. Havhøst er et unikt netværk af ildsjæle, som alle brænder for at skabe opmærksomhed omkring de mange potentialer, havet rummer – og den betydning et sundt havmiljø har, siger Mikkel Klougart, programchef for Velux Fondens miljøprogram.
Havhøst bygger på lokal forankring – og FN’s verdensmål
Bevægelsen af havbønder, der dyrker maritime nyttehaver nærmer sig 500, og der findes landet rundt seks fungerende maritime nyttehaver med en aktiv dyrkningspraksis. De er sat op som lokale foreninger båret af lokale ildsjæle. Dertil kommer to steder i landet, hvor man for nylig har etableret foreninger og er på vej i vandet med et dyrkningsanlæg. 10 andre steder har man har taget de første skridt på vejen mod etablering af en lokal dyrkningsforening, og målet for den selvejende institution Havhøst er, at der i 2025 findes 30 maritime nyttehaver fordelt over hele landet.
– Der er et hav af gode aspekter i samarbejdet med Havhøst, og det glæder os, at målgruppen, der skal lære og opleve, er hele Danmark. Gennem vores donation kan vi være med til at sikre formidlingen af ’et nyt spisekammer’, som kan duftes, ses og smages ved de mange ambitiøse arrangementer i Havhøsts efterårsprogram. Ambitionerne er høje, og mulighederne mange. Særligt i disse år, hvor vi både i Danmark og udlandet orienterer os efter FN’s verdensmål. Der er det ganske visionært, at Havhøst alene adresserer halvdelen af de 17 verdensmål, siger fondsdirektør Steffen Nørgaard fra Spar Nord Fonden.
Bliv klogere på havhøst og maritime nyttehaver
Der er rig mulighed for at blive klogere på fænomenerne havhøst og maritime nyttehaver når Havhøst sammen med sine partnere udruller et ambitiøst efterårsprogram med events i hele landet i august, september og oktober. Bl.a. ved en stort anlagt havhøst-arrangement på Middelgrundsfortet 12. september, hvor 100 særligt interesserede sammen med Havhøst, Fiskebaren og partnerne hylder de bedste råvarer fra de danske farvande.
– Vi glæder os til at være med til at stille skarpt på dyrkning af de mest bæredygtige afgrøder, der findes, gennem en lang række af spændende, underholdende og ikke mindst velsmagende events i hele landet. Foreninger og medlemmer i Havhøst har været kreative og budt ind med en ren perlerække af maritime arrangementer, der ikke bare formidler, men også inspirerer til gode diskussioner, nye naturoplevelser og fantastiske måltider, der samler ildsjæle langs alle de danske kyster fra Tejn Havn på Bornholm forbi Alssund i Sønderjylland til havnefronten i Aalborg i Nordjylland, siger Jan Ejlsted, direktør i Friluftsrådet.