Medarbejderne på Thorfisk A/S i Hvide Sande skulle flytte med virksomheden til Hanstholm eller dagligt bruge over fire timer på at pendle. Ellers var de at betragte som opsagte, når produktionen i Hvide Sande skulle lukkes ned i løbet af 14 dage. Det var beskeden til de ansatte, som Henning Boye Christensen, formanden for 3F Ringkøbing-Skjern kaldte en kold og kynisk og ganske usmagelig fremgangsmåde. Han slog fast, at der ikke var tale om en flytning af virksomheden, men om en lukning. Han fik til dels medhold af arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.
Koncerndirektør Kaj Schlie fra Seafood Danmark, der ejer Thorfisk, fastholdt dog, at alt var gået helt efter bogen. Og, at eneste mulighed for at drive Thorfisk videre, var at flytte virksomheden fra Hvide Sande til Hanstholm.
Parterne mødtes onsdag og nu er der fundet en løsning, skriver DR Nyheder. Kaj Schlie indrømmer, at det måske var lidt overilet at tro, at man kunne flytte en virksomhed så hurtigt, hvorfor han i samråd med medarbejderne og 3F har ændret flytningen til april eller maj 2019. Han tilføjer overfor DR, at torskesæsonen betyder, at flytningen enten skulle ske lige nu eller først til foråret. Koncerndirektøren fastholder, at virksomheden skal flyttes til Hanstholm hvor man har filetproduktion i dag, for at kunne producere konkurrencedygtigt.
Ifølge Fødevarefokus’ oplysninger er der tale om omkring 50 ansatte på Thorfisk i Hvide Sande, der nu skal afgøre om de vil køre 150 km hver vej for at komme på arbejde eller flytte med til Hanstholm. Men i stedet for en uges tid har de fået et halvt år til at bestemme sig.