Ti år efter at det statskontrollerede økologiske spisemærke blev introduceret i Danmark, har tæt ved 3.000 børnehaver, kantiner og caféer papir på, at de serverer masser af økologi for deres gæster.
I disse uger får spisested nummer 3.000 mulighed for at reklamere med, at køkkenet har masser af økologi på tallerknerne, når de serverer et måltid for deres kunder. Alt efter hvor stor økologiprocenten er i køkkenets indkøb af råvarer, kan virksomheden smykke sig med Det Statskontrollerede Økologimærke i enten guld, sølv eller bronze. Milepælen rundes samtidig med, at Fødevarestyrelsen gennemfører en landsdækkende kampagne i anledning af, at Det Økologiske Spisemærke fejrer 10 års jubilæum i år.
Guld, sølv og bronze
Både vuggestuer, børnehaver, plejehjem, hospitaler, hoteller, cafeer og restauranter kan få det eftertragtede mærke. Hvis mellem 30 og 60 procent af maden og drikkevarerne er økologiske, udløser indsatsen et bronzemærke. Ved mellem 60 og 90 procent får køkkenet sølv. Og de mest ambitiøse med mellem 90 og 100 procent økologi på indkøbsseddelen kan smykke sig med guld.
I Fødevarestyrelsen glæder vækst-og innovationsdirektør Per Krogsgaard Christiansen sig over, at stadig flere spisesteder har appetit på økologien og går efter enten guld, sølv eller bronze:
– Vi ved, at flere og flere gerne vil prioritere økologi og dermed fødevarer, der tager hensyn til blandt andet dyrevelfærd, drikkevand og biodiversitet. Den efterspørgsel bidrager Det Økologiske Spisemærke til at imødekomme, forklarer Per Krogsgaard Christiansen.
Vil gerne have flere restauranter på listen
Vækst- og innovationsdirektøren understreger, at det stadig er især offentlige køkkener og private kantiner, som har Det Økologiske Spisemærke.
– Men vi vil gerne have endnu flere hoteller, cafeer og restauranter med. Derfor har vi i samarbejde med VisitDenmark udviklet appen ‘Økologiske Spisesteder’, der guider forbrugerne frem til det nærmeste spisested med mærket. Og derfor slår vi de kommende uger endnu et slag for Spisemærkerne både på elektroniske platforme og med reklamer på togstationerne, forklarer Per Krogsgaard Christiansen.
– Og hvis blot udviklingen fortsætter med samme fart som hidtil, går der ikke lang tid før Fødevarestyrelsen kan uddele Det Økologiske Spisemærke nummer 4.000.
Landsdækkende kampagne
Onsdag den 11. sep. skød Fødevarestyrelsen den landsdækkende kampagne i gang for Det Økologiske Spisemærke, som fylder 10 år i 2019. Kampagnen skal vise os danskerne, at vi let kan finde en økologiske restaurant, cafe eller hotel tæt på ved at bruge appen ’Økologiske Spisesteder’. Kampagnen bliver synlig på Facebook, Instragram, med plakater på togstationer i fitnesscentre og storcentre. Kampagnen kommer til at køre fra den 11. sep til den 2. okt.