Niels Hald, der er direktør i Bryggeriforeningen skriver i LevnedsmiddelBladet, at de danske bryggerier med glæde kan se tilbage på et år, hvor danskerne drak nogenlunde lige så meget øl som året før.
I den meget varme sommer svalede de danske ølnydere sig med ekstraordinært meget øl, især de alkoholsvage typer. Til gengæld lå ølsalget lidt lavere resten af året, fortæller Niels Hald og påpeger, at bryggerne gennem årtier ellers har været vant til et støt faldende salg af øl i Danmark. Men i 2013 satte et folketingsflertal ølafgiften ned med 15 procent for at fremme væksten, og siden da har ølsalget i Danmark balanceret omkring 350 millioner liter om året.
Med til at holde danskernes øltørst ved lige er bryggernes hittepåsomhed, hvad enten de er mikrobryggere eller udvikler specialbryg for de større bryggerier. I år blev den nye danske øl nummer 1.000 sendt på gaden i slutningen af august, og der er grund til at tro, at sidste års rekord på i alt 1.622 nye danske øl kan blive slået i 2018. Læs mere i LevnedsmiddelBladet nummer 8, der også har mange andre indlæg om det forløbne år.